I dag er verdensdag mod selvmordsforebyggelse, og det blev i såvel de etablerede som de sociale medier markeret på mange forskellige måder.
Bemærkelsesværdigt var især DRs visning af dokumentaren “Den Sidste Udvej – Beretninger Om Overlevelse”, som af DR beskrives således:
“Den sidste udvej ” fortæller fire livshistorier, vi kan lære af. Så det kan mærkes. På en gang nøgternt og poetisk. Så vi forstår noget, de færreste ikke helt kan begribe og forholde sig til og som tilmed er dybt tabuiseret.
Eva, Pernille My, Leo og Pernille – er overlevere. De har et eller flere selvmordsforsøg bag sig. Men har valgt livet. De fortæller i en ærlig og afklaret tone om den vej, der har bragt dem til der, hvor de er i dag.Uddrag fra programsiden på http://www.dr.dk/tv/program/den-sidste-udvej
Dokumentaren var meget gribende, for den fortalte om den dybt individuelle og til tider meget ensomme kamp for at få og bibeholde en livslyst. Samtidig formidlede dokumentaren også meget elegant, hvor stor en rolle den rette støtte betyder på det rette tidspunkt.
Som én af de deltagende nævnte, så havde hun haft mere gavn af blot at blive rummet som menneske end af at få tudet ørene fulde af løsningsforslag. En anden af de deltagende sendte sin tak til sin psykolog på Center for Selvmordsforebyggelse, som havde givet hende en mærkbar støtte. Og en tredje af deltagerne fandt sin forløsning ved at arbejde med at gøre en vild hest tam.
Jeg må sige, at jeg tager hatten af for deltagernes mod til at stille sig frem og fortælle deres historie, for området er meget tabubelagt, men som det blev formidlet af de forskellige deltagere, så er det simpelthen bare vigtigt at kunne få afløb for sine tanker og følelser og række ud til verden.
Flot gået af såvel deltagerne som af dokumentarholdet og af DR at lave og vise denne dokumentar på denne vigtige dag.
Sådan en aften som i aften varmer det mit hjerte at tænke på, at vi i MoodKick arbejder med at udvikle konkret teknologi, som skal medvirke til forebyggelse af selvmord, og jeg håber, at de fremtidige brugere vil få gavn af vores arbejde.