Så skete det… Her i juli måned oprindede dagen, hvor jeg blev 30 år gammel, og som med alle runde fødselsdage møder man sig selv med en smule ambivalens omkring det uomtvistelige faktum: At man går ind i et nyt årti, hvor såvel én selv som andre mennesker vil opfatte én anderledes end de gjorde i det forgangne.

Overgangen

For nogle kan overgangen fra 20’erne til 30’erne nok føles som noget af et wakeup call – leveret i form af et utvetydigt socialt meme om, at ungdommen nu endegyldigt er slut og voksenlivet er et faktum, som ikke på nogen måde kan omgås eller omgøres… Og for andre er det bare en dag som alle andre. 🙂

En del af os 30-års jubilarer i livets skole har det dog potentielt en smule svært ved at blive 30 og dermed skulle acceptere ungdommens afslutning, for hvis man har haft en opvækst i en psykisk sårbar familie, er det ikke sikkert, at man har så megen ungdom at se tilbage på.

Dysfunktionelle rammer og deres konsekvenser

At vokse op som barn i en familie, der er præget af dysfunktionelle rammer, har ofte som konsekvens, at dele af personligheden ikke får mulighed for at udvikle sig på samme frie vis, som det er tilfældet for andre børn fra sundere rammer.

Man kan præges på mange måder af en opværkst i dysfunktionelle rammer, og det er mit indtryk, at nogle af fællesnævnerne bl.a. er et ringe selvværd, nogle ikke så veludviklede evner til at sætte grænser i relation til andre samt følelser af bare ikke helt at høre til i samme sfære som de fleste andre mennesker… At være anderledes.

Uanset, hvilken konkret indvirkning, som finder sted ift. personlighedsdannelsen og -udviklingen, så er der for mig ikke megen tvivl om, at mange af påvirkningerne faktisk ofte medfører en generelt mindre personlig frihed for det enkelte (voksne) barn, idet en del af nutidens adfærdsmønstre i høj grad kan være fortidens; formet af datidens dysfunktionelle rammer.

Frigørelsen

Personligt er 30-årsdagen en fantastisk begivenhed, for den markerer afslutningen på årtier, der i høj grad har været præget af en sårbar families kamp mod de negative konsekvenser af misbrug og psykisk sygdom, PTSD og torturtraumer. Misbrugerne og misbruget er nu ikke længere en del af familiens liv, og den enorme og kontinuerte stress, som et familieliv med misbrugere medfører, er nu endegyldigt slut.

Men 30-årsdagen er endnu mere fantastisk, idet den markerer påbegyndelsen af et kapitel i mit liv, som allerede nu – og til stadighed mere og mere – præges af egenomsorg, tilgivelse, konstruktiv refleksion og personlig frihed. Og hvor min psykisk robuste mor, som har overlevet andres mentale og fysiske misbrug – og samtidig formået at sørge rigtig godt for sin søn – nu endelig også får mulighed for også at frigøre sit eget sind og folde sig ud som det kreative og sociale væsen, hun i virkeligheden er.

Hvorfor MoodKick?

Jeg har været på en lang rejse igennem mit liv, hvor jeg har oplevet og mærket en væsentlig del af den håbløshed og meningsløshed, som livet kan kaste i hovedet på én. Men jeg har omvendt også kæmpet en brav kamp for en bedre tilværelse, og det har betalt sig.

Jeg ved derfor, at det også kan lykkes for andre – ikke bare at overleve, men også at heles meget op og udvikles som mennesker – og dette er netop grunden til, at jeg har grundlagt MoodKick.

Jeg ønsker at kombinere mine erfaringer fra min personlige udvikling igennem dysfunktionelle rammer med mit professionelle virke i softwarebranchen, og det er min overbevisning, at man, ved brug af moderne og tilstedeværende teknologi, i høj grad kan hjælpe sig selv og hinanden til at overvinde nogle af livets allerstørste mentale barrierer og udfordringer… At kunne rehabiliteres og arbejde sig henimod at leve et frit og tilfredsstillende liv med tiltro til eget værd og egne kompetencer.

Tak for din tid og pas godt på dig selv.